Min spådom: Næste valgkamp bliver den vildeste valgkamp meget længe.
Når danskerne engang skal til stemmeurnerne igen næste år, tror jeg desværre, det bliver på et bagtæppe af en ekstremt beskidt politisk valgkamp.
Og selvom de fleste af os kommer til at have vores del af ansvaret for det, vil ræset mod bunden være anført af Socialdemokratiet. Og nu skal jeg forklare hvorfor.
Socialdemokratiet er den mest motiverede og effektive politiske maskine til at gribe og udøve magt i Danmark. Det siger jeg med lige dele respekt og foragt.
Respekt fordi politik i sidste ende er et håndværk, der handler om at vinde opbakning til sin politik og omsætte den til virkelighed. Og jeg respekterer altid folk, som er dygtige til deres fag.
Både i Socialdemokratiets folketingsgruppe og blandt deres medarbejdere er der førsteklasses begavelser, politiske håndværkere og kampagnefolk. Når det handler om det faglige niveau, evnen til at spille sammen, de langsigtede analyser og ambitionerne i arbejdet, er Socialdemokratiet en guldstandard for os andre.
Men jeg siger det også med foragt, fordi socialdemokraterne sammen med disse fine kvaliteter har en uforlignelig kynisme. Det er svært at finde den nedre grænse for, hvad de kan finde på, når det handler om at vinde eller fastholde magten. De er villige til at love hvad som helst for at få stemmer og angribe deres modstandere for hvad som helst. Billedet til opdateringen her er en ægte grafik, som Socialdemokratiet lagde op på Facebook d. 14. oktober i år. Den er så latterlig, at den taler for sig selv. Men selvom de blev haglet ned, er de ligeglade. De kan blive ved så længe, det skal være.
Målet - magten - helliger ethvert middel.
Og derfor forudser jeg, at næste valgkamp bliver den mest beskidte valgkamp meget længe. Fordi Socialdemokratiet er et såret dyr, der er truet på sine enemærker. Og det er der, et dyr er allerfarligst. De kommer til at bide, flænse og trampe, så det kan mærkes.
Forbered jer på usaglige personangreb, enten direkte fra Socialdemokratiet eller plantet af Socialdemokratiet i pressen. Sådan gjorde de mod Lars Løkke i sin tid, og de gjorde det mod Søren Pape i sidste valgkamp. Måske bliver den sure, vrisne, negative socialdemokratiske skræmmekampagne denne gang rettet mod mig, måske mod Morten Messerschmidt - ja, måske endda Pia Olsen Dyhr, fordi SF truer deres position som overhund på venstrefløjen. Måske os alle sammen. Der er altid mere socialdemokratisk galde at udspy.
For Socialdemokratiet er magten et eksistentielt spørgsmål. Magt, parti og ideologi flyder sammen for dem.
Os andre, der faktisk tror på nogle politiske idéer, der er større end partiet og os politikere, kan nok ikke helt sætte os ind i det. Selvfølgelig vil vi alle sammen gerne have magten. Men der er trods alt værre ting end at tabe kampen om magten. Eksempelvis at tabe sin ære og integritet.
Sådan ser socialdemokrater ikke på det.
Bare husk alle Helle Thornings milliarddyre valgløfter, der røg i skraldespanden cirka samtidig med, at alle stemmer var talt op. Og under Mette Frederiksen har Socialdemokratiet også udmærket sig ved at smide om sig med uansvarlige løfter.
De har undergravet den danske model ved at gå til valg på højere løn til sygeplejersker.
De laver ukonkrete løfter om at stoppe den fremtidige stigning i folkepensionsalderen, selvom det nærmest uanset hvad vil dømme Danmark til kroniske underskud på statsfinanserne.
Bliver det næste mon, at de også lover at få Nationalbanken til at sænke renten?
Og de ledende socialdemokrater ved udmærket godt, at de lover både uansvarlige og nogle gange decideret umulige ting. Det er som sagt kloge mennesker. Men de er bare ligeglade. De kan sige hvad som helst, der passer deres interesse lige nu.
Her kommer det punkt, hvor jeg så for alvor skulle spille hellig og komme med en opfordring til, at “vi” skulle hæve niveauet i politik.
Men jeg kommer desværre også til at falde i. Det kommer mange af mine kollegaer også til at gøre. Det er svært at holde tøjet rent, hvis man lever af mudderbrydning.
Jeg kan sådan set godt lide de intense politiske debatter og kampe. Jeg kan sagtens tackle igennem og angribe, så det kan mærkes. Og jeg kunne aldrig drømme om at påstå noget andet.
Men jeg bilder mig selv ind, at jeg er en af dem, der også faktisk tror på noget, som betyder mere end mit parti og kampen for magt, titler og poster. Derfor er der en nedre grænse. Jeg ved i hvert fald, at jeg ikke søger magten for enhver pris. For så havde jeg siddet i regering lige nu.
Det kommer jeg og mine gode borgerlige kollegaer forhåbentlig til efter næste valg, når vi har forvist Socialdemokratiet fra magten. Men det bliver ikke uden vores livs politiske kamp.
Så spænd selerne, folkens, for det bliver kun vildere herfra.